ER TEOSOFI EN RELIGION?
(Af H. P. Blavatsky. Oversat og skrevet på dansk i fuld udgave af Morten Nymann m.fl. år 2001)
”Religion er den bedste rustning som mennesket kan have,
men det er den værste klædning.” BUNYAN
DET er ingen overdrivelse at sige, at der aldrig igennem det nuværende århundrede — har været, – en bevægelse, social eller religiøs, så frygtelig, nej, så absurd misforstået, eller endda fejlfortolket som TEOSOFI – uanset opfattet teoretisk som et etisk tankesystem, eller praktisk, i dens objektive udtryk, dvs., dette Society kendt ved dette navn.
År efter år, og dag efter dag har vores ledende kræfter og medlemmer påmindet folk, der omtalte den teosofiske bevægelse ved at komme med en mere eller mindre empatisk protest mod at teosofien blev refereret til som en ”religion,” og The Theosophical Society som en slags kirke eller religiøs gruppe. Endnu værre, omtales den meget ofte som en ”ny sekt”! Er det en stædig fordom, en fejl, eller begge? Mest sandsynligt, det sidste. De mest snæver-synede og også notorisk uretfærdige mennesker har stadig et behov for et grundlag til at ytre sig på, en knage hvor de kan hænge deres uselskabelige bemærkninger og uskyldigt-udtalte smæderi. Og hvilken knage er mere solid til et sådant formål, mere belejlig end en ”isme” eller en ”sekt.” Det store flertal ville blive meget skuffede over at opdage at de var blevet ført bag lyset og for til sidst at acceptere den sandhed at teosofien er ingen af delene. Betegnelsen passer dem, og de lader som om, de ikke kender til dets falskhed. Men der er andre, også, mere eller mindre venlige mennesker, som arbejder alvorligt under den samme illusion. Til disse, siger vi: Sandelig – verden har indtil nu været tilstrækkeligt forbandet med intellektuelle udryddere, kendte som dogmatiske trosretninger, uden at have påduttet den en ny form for tro! Alt for mange bærer allerede deres tro, sandelig, som Shakespeare formulerer det: ”blot som sin mode-hat,” altid i forandring ”med den næste mode.” Ydermere, selve The Theosophical Society’s egentlige eksistensgrundlag var, fra dens begyndelse, at ytre en højlydt protest og føre en slags krig imod dogmer og enhver trosretning baseret på blind tro.
Det kan synes mærkeligt og paradoksalt, men det er sandt at sige, at indtil nu, er de mest aktive arbejdere i praktisk teosofi, dets mest tro medlemmer de, som kommer fra de agnostiske rækker og endda de materialistiske. Ingen sand, ingen oprigtig søgende efter sandheden kan nogensinde blive fundet blandt de der blindt tror på det ”Åndelige Ord,” om de sidstnævnte så påstår at komme fra Allah, Brahma eller Jehovah, eller deres respektive Koran, Puranaer og Bibel. For :
Tro er ikke fornuften’s arbejde, men dens hvile.
Han som beliver sin egen religion ved tro, vil anse den samme hos ethvert andet menneske som en løgn, og hade den på grund af sin selv samme tro. Ydermere, medmindre den giver rum for fornuften og hvis den totalt blinder vores opfattelse af alting udenfor vores egen bestemte tro, så er den sidstnævnte slet ingen tro, men en midlertidig tro, den illusion vi lever under, et bestemt tidspunkt i livet. Ydermere, ”tro uden principper er blot en flatterende frase for ønsket positivitet eller fanatiske kropslige følelser,” ifølge Coleridge’s kloge definition.
Hvad, er, så Teosofi, og hvordan bør man definere den i sin sidste præsentation nær udgangen af det 19. århundrede?
Teosofi, siger vi, er ikke en Religion.
Men der er, som alle ved, visse trosforhold, filosofiske, religiøse og videnskabelige, som er blevet så nært associeret med ordet ”Teosofi” i de seneste år, at de af den almindelige offentlighed er blevet identiske med teosofien selv. Ydermere, bliver vi fortalt, er disse trossætninger blevet fremført, forklaret og forsvaret af de selv samme Grundlæggere som har erklæret at Teosofi ikke er en Religion. Hvad er så forklaringen på dette tilsyneladende modsætningsfyldte forhold? Hvordan kan et bestemt sæt af trossætninger og læresætninger, en uddybende lære, blive benævnt ”Teosofi” og uden videre accepteret som ”Teosofisk” af ni tiendedele af medlemmerne i T.S., hvis Teosofi ikke er en religion? – bliver vi spurgt.
At forklare dette er formålet med den nuværende protest.
Det er måske først og fremmest, nødvendigt, at sige, at forsikringen af at ”Teosofi ikke er en Religion,” ikke på nogen måde udelukker at ”Teosofi er Religion” i sig selv. En Religion i den sande og korrekte betydning, er et sammenhold der forener mennesker – og ikke et bestemt set af dogmer og trossætninger. Nu er det sådan at Religion, per se, i sin videste betydning af ordet, er det som ikke kun binder alle MENNESKER, men også alle VÆSENER og alle ting i hele Universet sammen til en vældig helhed. Dette er vor teosofiske definition af religion; men igen så forandrer den samme definition sig hos enhver trosretning og ethvert land, og ikke engang to Kristne ser den på samme måde. Vi finder dette hos mere end én eminent forfatter. Carlyle definerede således den Protestantiske Religion i sin tid, med et bemærkelsesværdigt profetisk øje til denne evig-groende følelse i vores nutid, som:
For det meste en viis, fornuftig følelse, bundende i ren beregning; en sag, som alle ved er, af fordelagtig og udnyttende karakter; hvorved et mindre kvantum af jordisk fornøjelse bør blive erstattet med et langt større quantum af himmelsk nydelse. Således, er religion også profit, et arbejde for løn; ikke beundring, men vulgært håb og frygt.
Fru Stowe synes for hendes vedkommende, uanset om det er bevidst eller ikke, mere at have den Romerske Katolicisme end den Protestantiske i sine tanker, da hun om hendes heltinde sagde at:
Religion kiggede hun på i lyset af en billet (med det korrekte fornøjelsens nummer og betalt for), som, nu da den var blevet købt og placeret i en lomme-bog, ville blive frembragt ved den himmelske port, og således sikre adgang til himmelen….
Men til Teosofferne (de sande Teosoffer menes der her) som ikke accepterer nogen fredsskabende stedfortrædende repræsentant, ingen frelse via uskyldig blodsudgydelse, og de ville heller ikke tænke på at ”arbejde for lønninger” i den Ene Universelle religion, den eneste definition som de vil kunne tilslutte sig og acceptere fuldt ud er en givet af Miller. Hvor sandt og teosofisk beskriver han det ikke, ved at vise at
…sand Religion
er altid mild, succesbringende og ydmyg;
spiller ikke tyran, planter ingen trossætning i blod,
ej heller bærer den destruktion på sine vognhjul;
men stopper for at polere, hjælper stræbsomt og skaber balance.
og bygger hendes storhed på offentlighedens gode.
Definitionen ovenfor er en korrekt definition af hvad sand teosofi er, eller burde være. (Blandt trosretninger er Buddhismen som sådan alene en sådan sand hjerte-bindende og menneske-bindende filosofi, fordi den ikke er en dogmatisk religion.) Med hensyn til dette, og da det er enhver teosofs pligt og opgave at acceptere og udføre disse principper, er Teosofi RELIGION, og Society dens ene Universelle Kirke; Salomon’s tempel af visdom,* i bygningen hvor ”der hverken var lyden af hammer, ej økse, ej noget som helst værktøj af jern da det blev bygget” (I Kongernes Bog, vi.); for dette ”tempel” er ikke skabt af noget menneske, ej heller bygget på nogen jordisk lokalitet – men, sandelig, er kun rejst i mennesket’s hjertes indre helligdom, hvori kun den opvågnede sjæl regerer.
Således er Teosofi ikke en Religion, siger vi, men RELIGION som sådan, det ene enhedens bånd, som er så universel og altomfattende at intet menneske, ligesom ingen plet fra guderne og dødelige ned til dyrene, græssets blade og atomet – kan være udenfor dette lys. Derfor må, enhver organisation eller sammenslutning med et sådant navn nødvendigvis være et UNIVERSELT BRODERSKAB.
Var det anderledes, ville Teosofi være et ord blandt mange hundrede andre sådanne ord, der er lige så højtlydende, som de er selvvigtige og tomme. Set som en filosofi, er Teosofien i sit praktiske arbejde Middelalderens alkymist destillationsapparat. Den transmuterer det tilsyneladende hos enhver rituel og dogmatisk trosretning til guld (Kristendommen inkluderet) af realitet og sandhed, og producerer således i sandhed en universel eliksir imod menneskehedens lidelser. Det er derfor, at ingen bliver spurgt om hvilken religion han tilhører, ej heller hvad hans gudsopfattelse måtte være, når man ønsker medlemskab i The Theosophical Society.. Disse opfattelser er hans egen personlige ejendom og har intet med Society at gøre. Fordi Teosofi kan praktiseres af en Kristen eller Hedning, Jøde eller Ikke-jøde, af Agnostikere eller Materialister, eller endda en Ateist, med det forbehold at ingen af dem er en snæversynet fanatiker, som afviser at anerkende som sin broder enhver mand eller kvinde udenfor hans egen specielle trosretning eller tro. Greve Leo N. Tolstoy tror ikke på Biblen, Kirken, eller Kristi guddommelighed, og alligevel overgår ingen Kristen ham i den praktiske udførelse af de principper som formodes at have været prædiket på Bjerget. Og disse principper er Teosofiske; ikke fordi, at de blev fremført af den Kristne Kristus, men fordi at de er universelle etiske læresætninger, og blev prædiket af Buddha og Confucius, Krishna, og alle de store Helgener, tusinder af år før bjergprædikenen blev skrevet. Derfor, når vi lever op til en sådan teosofi, så bliver det sandelig et universelt destillationsapparat, for det healer de sår, der er påført den følsomme sjæl hos ethvert naturligt religiøst menneske af de store bitterheder hos Kirke-”ismer”. Hvor mange af disse, der tvangsmæssigt er blevet kastet ud af reaktive impulser af skuffelser fra de snævre områder af blind tro ind i rækkerne af udtørret mistro, er blevet bragt tilbage til håbefuld stræbsomhed ved ganske enkelt at deltage i vores Broderskab – selv, så ufuldkomment som det er.
Hvis man, som en slags modvægt til dette, bliver mindet om at flere prominente medlemmer har forladt Society lige så skuffet af teosofien, som de blev det i andre foreninger, så kan dette ikke gøre os det mindste fortvivlede. For med meget, meget få undtagelser, da nogle forsvandt i den tidlige fase af det T.S.’ aktiviteter, fordi de ikke fandt at mysticisme blev praktiseret i den Generelle Organisation som de forstod det, eller fordi ”lederne manglede Åndelighed,” var ”ikke-teosofiske, og derfor, usande over for reglerne,” ser du, majoriteten forsvandt fordi de fleste af dem var enten halv-hjertede eller for selv-sikre – som en kirke og et ufejlbarligt dogme indeni dem selv. Nogle brød forbindelsen, sandelig på meget hule grundlag, sådanne, for eksempel, som ”fordi Kristendommen (at sige Kirkedommen eller skamme Kristendommen, ville være mere præcist) var for råt behandlet i vores tidsskrifter” – som om andre fanatiske religioner nogensinde blev behandlet bedre eller støttet! Så alle disse, som forsvandt, har gjort godt i at bryde af, og det har der aldrig været noget at fortryde ved.
Yderligere, er der også dette at tilføje: antallet af de som forsvandt kan næppe blive sammenlignet med det antal, som fandt det de havde håbet på i Teosofien. Dens læresætninger, vil, hvis de studeres grundigt, ved stimulering af ens fornuftssans og opvækkelsen af det indre i det dyriske menneske, fremkalde enhver hidtil latent kraft til det gode i os, og også opfattelsen af det sande og det virkelige, i modsætning til det falske og uvirkelige. Skrællende af uden usikker hånd det tykke slør af det døde bogstav, som ethvert gammelt religiøst skrift var sløret med, åbenbarer videnskabelig Teosofi, lært i tidsaldrenes snedige symbolik, for de der håner den gamle visdom oprindelsen af verden’s trosretninger og videnskaber. Den åbner nye visioner hinsides de gamle krystalliserede horisonter, ubevægelige og despotiske trosretninger; og forvandler blind tro til fornuftsbetonet viden baseret på matematiske love – den eneste nøjagtige videnskab – for den viser ham via dybtgående og filosofiske aspekter eksistensen af det som, han for længe siden afskyede som en skrøne på grund af sin positive holdning til omfattende bogstavelig tænkning. Den giver et klart og veldefineret objekt, et ideal at leve for, for enhver oprigtig mand og kvinde som tilhører en hvilken som helst del af Society og et hvilket som helst intellektuelt niveau og kulturbaggrund. Praktisk Teosofi er ikke en Videnskab, men omfatter enhver videnskab i livet, moralsk og fysisk. Det kan, kort formuleret, præcist anses for at være den universelle ”træner,” en tutor af verdens omspændende viden og oplevelse, og af en fuldstændighed som ikke kun vejleder hans elever hen mod succesfuld eksamination af enhver videnskabelig eller moralsk tjeneste i det jordiske liv, men tilpasser dem med henblik på de kommende liv, hvis blot disse elever blot ville studere universet og dets mysterier indeni dem selv, i stedet for at studere dem gennem brilleglasset hos den ortodokse videnskab og religion.
Og lad ingen læser misforstå disse udtalelser. Det er via Teosofi per se, og ikke noget individuelt medlem af Society eller endda nogen Teosof, på hvis vegne en sådan universel alvidenhed erklæres. De to – Teosofi og The Theosophical Society, må ikke blive forvekslet – som en beholder og den olla podrida (biksemad) den indeholder. Den ene er, som et ideal, guddommelig Visdom, selve fuldkommenheden; den anden en fattig, ufuldkommen ting, der prøver at løbe under, hvis ikke indeni, dens skygge på Jorden. Intet menneske er fuldkomment; og hvorfor skulle noget medlem af det T.S. forventes at være et fuldkomment ideal for alle menneskelige egenskaber? Og hvorfor skulle hele organisationen blive kritiseret for og bebrejdet de fejl – om de er virkelige eller indbildninger – hos nogle af dens ”Venner”, eller endda dens Ledere? Society har aldrig, som en konkret helhed, været fri af bebrejdelse eller synd – errare humanum est – ej heller nogle af dets medlemmer. Derfor, er det snarere de fleste af de medlemmer, der ikke vil blive vejledt af teosofien, som burde bebrejdes. Teosofien er Society’s sjæl; det sidstnævnte er den førstes store og ufuldkomne helhed. Derfor, inviteres de moderne Salomon’er som vil sidde i Dommersædet og tale om noget de ikke ved noget om, til først at stifte bekendtskab med begge, og det før de smæder teosofien eller nogen teosoffer til, og i stedet for uvidende at kalde den ene en ”en forvirret samling af sindssyge trosopfattelser” og den anden en ”sekt af falsknere og vanvittige.
Uanset dette, så omtales Teosofi af venner og fjender som en religion, hvis ikke en sekt. Lad os se hvordan de specielle trosopfattelser, som nu er blevet associeret med ordet, er kommet frem til dette standpunkt, og hvordan det kan være at de har så god en ret til dette, med det forhold at ingen af lederne af Society nogensinde har tænkt på at sige at de anerkender deres læresætninger.
Vi har sagt at vi troede på den absolutte enhed i naturen. Enhed indebærer muligheden for at en enhed på et plan, er i stand til at komme i kontakt med en anden enhed på eller fra et andet plan. Vi tror på dette.
Den nyligt publicerede ”Hemmelige Lære” vil vise, hvad alle den gamle tids ideer var med hensyn til de allertidligste forfædres instruktører af det primitive menneske og hans tre tidligere racer. Denne VISDOMS-RELIGIONs oprindelse som alle teosoffer tror på, daterer sig tilbage til denne periode. Såkaldt ”Okkultisme”, eller snarere Esoterisk Videnskab, har en oprindelse som skal spores i de Væsener der, ledt af Karma, har inkarneret i vores menneskehed, og derved således har slået grundtonen an til denne hemmelige Videnskab, som utallige generationer af efterfølgende adepter har udvidet lige siden i enhver tidsalder, mens de undersøgte dens læresætninger ved personlig observation og oplevelse. Størstedelen af denne viden – som intet menneske er i stand til at besidde fuldstændigt – indeholder det vi nu kalder Teosofi eller ”guds visdom”. Væsener fra andre og højere verdener kan besidde den fuldt ud; vi kan have den omtrentligt.
Således, indebærer og retfærdiggør enhed med alting i universet vores tro på eksistensen af en viden, som både er videnskabelig, filosofisk og religiøs, og viser mennesket og alle ting i universet nødvendigheden af og det aktuelle i kontakten med hinanden; – en sådan viden, må derfor, rent grundlæggende blive RELIGION, og må i sin integritet og universalitet blive kaldet ved sit bestemte navn VISDOM-RELIGION.
Det er fra denne VISDOM-RELIGION at alle de forskellige individuelle ”Religioner” (fejlagtigt kaldt sådan) er udsprunget, og for sig selv har formet skud og forgreninger, og også mindre trosretninger, der er baseret på og som altid har sin oprindelse i en personlig oplevelse af psykologi. Enhver sådan religion eller religiøs forgrening, om den så er ortodoks eller kættersk, viis eller tåbelig, startede oprindelig som en klar og spirende strøm fra Moder-Kilden. Det faktum, at enhver af dem med tiden blev forurenet med almindelige menneskelige spekulationer og endda opfindelser, på grund af motiverede interesser, forhindrer ikke nogen af dem i at have været uforurenede fra deres tidligste begyndelse. Der er de trosretninger – vi vil ikke kalde dem religioner – som nu er blevet belagt med det menneskelige element til ukendelighed; andre viser kun tegn på begyndende forfald; ikke en er undsluppet fra tidens tand. Men enhver af dem er af det guddommelige, på grund af deres naturlige og sande oprindelse; og det gælder – Mazdaismen, Brahmanismen, Buddhismen lige så meget som Kristendommen. Det er dogmerne og det menneskelige element i den sidstnævnte, der direkte førte til moderne Spiritisme.
Selvfølgelig, vil der lyde protester fra begge sider, hvis vi siger at moderne Spiritisme per se, renset fra de usunde spekulationer, som var baseret på diktater fra to små piger og deres meget upålidelige ”Ånder” – ikke desto mindre, er meget mere sand og filosofisk end noget kirkedogme. Kanaliseret Spiritisme høster nu sin Karma. Dens primitive opfindere, de omtalte ”to små piger” fra Rochester, den moderne Spiritismens Mekka, er vokset op og er blevet gamle kvinder siden de første bankelyde, som blev udført af dem, åbnede døren mellem denne og den anden verden på vid gab. Det er på deres ”uskyldige” beretning at den videreudviklede plan af et siderisk Sommer-land, med dets aktive astrale befolkning af ”Ånder,” altid på vingerne mellem deres ”Stille Land” og vores meget højt-råbende, sladrende jord – er blevet påbegyndt og udarbejdet. Og nu har de to kvindelige Muhamedanere indenfor Moderne Spiritisme omformet sig til tros-fornægtere og spiller falske overfor den ”filosofi” de har skabt, og er gået over til fjenden. De afslører og afviser praktisk Spiritisme som tidsalderens humbug. Spiritister – (her bortset fra et par få reelle undtagelser) – har glædet sig og taget vores fjenders og smæderes parti, når disse, som aldrig har være Teosoffer, fremstillede os som falske og viste kloven og afviste skaberne af The Theosophical Society som snydere og falsknere. Skal Teosofferne le nu, hvor de originale ”åbenbarere” indenfor Spiritismen er blevet dens ”aggressorer”? Aldrig! for Spiritismens fænomener er fakta. ”Fox pigernes” forræderi får os kun til at føle medlidenhed med alle medier, og bekræfter, for hele verden, vores konstante erklæring at intet medie kan blive stolet på. Ingen sand teosof vil nogensinde le, eller meget mindre glædes, over det som endda er en opponents ubehageligheder. Grunden her til er simpelt denne:
Fordi vi ved at væsener fra andre, højere verdener kommunikerer med nogle udvalgte dødelige nu og som altid; dog nu meget sjældnere end i de gamle dage, da menneskeheden med enhver civiliseret generations fremkomst bliver værre på enhver måde.
Teosofien – der i sandhed, skylder, alle de højtstående rustede Spirituelle fra Europa og Amerika de første ord udtalt imod den ide at enhver kommunikerende intelligens nødvendigvis er Ånden fra en afdød fra denne jord – har ikke sagt det sidste ord om Spiritismen og ”Ånder.” Det kan ske en dag. Imens, erklærer en ydmyg tjener af teosofien, Forfatteren, endnu en gang hendes tro på eksistensen af Væsener, større, viisere, noblere end nogen personlig Gud, som er hævet over enhver ”død Ånd,” Helgen, eller bevinget Engel, som ikke desto mindre, virkelig descenderer i alle tidsaldre for ved lejlighed at overskygge sjældne sensitive – som ofte er helt uden for tilknytning til Kirke, Spiritismen eller endda Teosofi. Og da hun tror på eksistensen af hellige Åndelige Væsener, så må hun også tro på eksistensen af deres modsætninger – de lavere ”ånder”, gode, onde og ligegyldige. Derfor tror hun på eksistensen af spiritismen og dens fænomener, hvoraf nogle frastøder hende.
Dette er en løsrevet bemærkning og en afvigelse fra hovedtemaet, blot for at vise at Teosofien inkluderer Spiritismen – som den burde være, ikke som den er – blandt sine videnskaber, baseret på viden og oplevelsen af utallige tidsaldre. Der er ingen religion, der bærer sit navn med værdighed, som er blevet startet på nogen anden måde end via besøg fra Væsener fra de højere planer.
Således blev alle religioner født i forhistorisk tid, ligesom alle de historiske religioner, Mazdaismen og Brahmanismen, Buddhismen og Kristendommen, Jødedommen, Gnosticismen og Muhammedanismen; kort sagt enhver mere eller mindre succesfuld ”isme.” Alle er sande dybest set, og alle er falske overfladisk betragtet. Åbenbareren, kunstneren som indprægede en del af Sandheden i hjernen hos Seeren, var i enhver henseende en sand kunstner, som uddelte ægte sandheder; men instrumentet beviste også, i ethvert tilfælde, kun at være et menneske. Invitér Rubenstein og bed ham spille en sonate af Beethoven på et klaver, som er blevet overladt til selv-stemning, hvoraf halvdelen af klaviaturet er i kronisk nedbrud, mens strengene hænger løst; og se så hvorvidt, kunstnerens geni på trods af dette, vil sætte dig i stand til at genkende sonaten. Fablens morale er at mennesket – om det er det største af medier eller fødte Seere – kun er et menneske; og mennesket, som er overladt til sine egne egenskaber og spekulationer, må være ude af trit med den absolutte sandhed, selv mens det tager et par af dens krummer op. For Mennesket er intet andet end en falden Engel, en gud indeni, men med en dyrisk hjerne i sit hoved, som mere er udsat for kulde og dunsten af vin, mens det er i selskab med andre mennesker på Jorden, end den fejlfri modtagelse af guddommelige åbenbaringer.
Derfor findes de mange-farvede dogmer hos kirkerne. Derfor findes også de såkaldte et tusind og et ”filosofier” (nogle modsætningsfyldte, teosofiske teorier inkluderet); og de kulørte ”Videnskaber” og systemer, Spirituelle, Mentale, Kristne og Sekulære; Sekteriske og snæversynede, og især den menneskelige tossethed og selv-vigtighed hos næsten enhver ”Opfinder” siden middelalderen. Disse har alle formørket og skjult den selv samme eksistens af SANDHEDEN – det almindelige grundlag for alt. Forestiller vore kritikere sig så at vi ekskluderer teosofisk undervisning fra dens nomenklatur? Slet ikke. Og selv om de esoteriske læresætninger, som vores Society har fremlagt og fremlægger, ikke er mentale eller åndelige indtryk fra en eller anden ”ukendt, fra oven,” men frugten af lærdomme givet til os af levende mennesker, stadigvæk, undtagen det som nedtaget via diktat og selv skrevet af disse Mestre af Visdom, så er disse lærdomme i mange tilfælde så ufuldstændige og fejlagtige som nogle af vores fjender kunne ønske det. Den ”Hemmelige Lære” – et værk som frembringer alt det, som kan blive givet i dette århundrede, er et forsøg på delvist at blotlægge det fælles grundlag og den fælles arv som tilhører alle – store og små religioner og filosofiske systemer. Det blev anset som livsnødvendigt – at fjerne hele dette størknede lag af misforståelser og fordomme, som nu skjuler alle (a) verdens-religioners; (b) alle de små sekters; og (c) Teosofiens – forælder ophav – som sagen er nu – uanset hvor indhyllet den store Sandhed nu er, af os selv med vores begrænsede viden. Skorpen af fejl er tyk, nedlagt af en hvilken som helst hånd; og fordi vi personligt har prøvet at fjerne noget af det, er denne anstrengelse blevet den stående tilgangsvinkel for angreb imod alle teosofiske forfattere og endda the Society. Få iblandt vores venner og læsere har undladt at karakterisere vores forsøg på at afsløre fejl via Theosophist og Lucifer som ”meget ugavnlige angreb på Kristendommen,” ”ikke-teosofiske angreb,” osv., osv., også selv om disse er nødvendige, endda livsvigtige, hvis vi ønsker at pløje i det mindste omtrentlige sandheder frem. Vi er nødt til at fremlægge sådanne ting, og er rede til at lide for det – som sædvanlig. Det er dumt at love at give sandheder, og så lade dem være iblandet fejl på grund af ren og skær halv-hjertethed. At resultatet af sådan en politik kun kan tilmudre strømmen af fakta ses klart. Efter tolv års uophørligt arbejde og kampe med fjender fra klodens fire verdenshjørner, har det kun ført til at teosofien nu på seriøs vis anses for at være en religiøs SEKT, og dette på trods af vores fire månedlige teosofiske tidsskrifter – the Theosophist, Path, Lucifer, og det Franske Lotus – vores flade fremstillinger, med deres tamme protester, vores ubeslutsomme erklæringer, vores ”mesterlige politik af inaktivitet,” og spillende på gemmeleg i uinteressant metafysisk. For hundrede og syttende gang bliver der sagt – ”Hvad godt gør Teosofien?” og ”Se alt det gode de religiøse Kirker gør!”.
Ikke desto mindre, er det positivt sagt et faktum at menneskeheden ikke er spor bedre moralsk set, og i nogen henseender ti gange værre, end den nogen sinde var i Paganismens dage. Ydermere, fra det sidste halve århundrede, fra den periode da Fritænkning og Videnskab tog det bedste fra Kirkerne til i dag, – så taber Kristendommen nu årligt langt flere tilhængere blandt de kulturelle klasser end den får ind af proselytter i de lavere strata, Hedningedommens afskum. På den anden side, har Teosofien via troen på menneskets guddommelige Selv (baseret på logik og bevis), og udødeligheden af sidstnævnte, bragt mere end én af de som Kirken har tabt via dogmer, troens og tyranniets gebyr – tilbage fra Materialisme og ren fortvivlelse. Og, hvis det er bevises at Teosofien redder et menneske for hver tusinde af de Kirken taber, er den første så ikke en meget højere faktor til fordel for det gode, end alle missionærerne til sammen?
Teosofi fortsætter, som det gentagne gange er blevet erklæret på skrift og viva voce (den levende stemme) af dens medlemmer og ledere, ud ad diametralt modsatte linier i forhold til de som benyttes af Kirken; og Teosofien afviser Videnskabens metoder, da dens induktive metoder kun kan føre til kras materialisme. Og alligevel påstår Teosofien de facto, at være både ”RELIGION” og ”VIDENSKAB,” fordi teosofi er essensen af begge. Det er på grund af kærligheden til de to guddommelige abstraktioner – dvs., teosofisk religion og videnskab, at dets Society er blevet den frivillige skraldeindsamler for både ortodoks religion og videnskab; også som den intensive Nemesis overfor de, som har degraderet de to noble sandheder til deres egen fordele og formål, og så voldeligt skilt hver af dem fra hinanden, selv om de to er må være en. At bevise dette er også et af vores formål i det foreliggende skrift.
Den moderne Materialist insisterer på en uoverskridelig kløft mellem de to, idet det påpeges at ”Konflikten mellem Religion og Videnskab” er afsluttet i triumf for den sidstnævnte og nederlag for den første. Den moderne Teosof nægter, i modsætning her til, overhovedet at se, en sådan adskillelse. Hvis både Kirke og Videnskab påstår at hver af dem opsøger sandheden og intet andet end sandheden, så tager en af dem fejl, og accepterer falskhed for sandhed, eller begge dele. En hver anden forhindring med hensyn til deres forsoning må anses for ren og skær fiktiv. Sandhed er én, selv hvis den søges gennem to forskellige metoder. Derfor, påstår Teosofien at den forliger de to fjender. Den fastslår at den sande åndelige og oprindelige Kristne religion er sandhedens lys – ”menneskets liv og lys”, lige så meget som de store og ældre filosofier forud for den.
Men således er Videnskabens sande lys. Derfor, da den førstnævnte i denne tid er formørket af dogmer og undersøgt gennem overtroens tilrøgede briller, der er kunstigt skabt af Kirkerne, så kan dette lys knapt gennemtrænge og møde dets søsterstråle i videnskab, der er lige så meget spundet ind i sit net af tidsalderens paradokser og materialistiske ordkløverier. Disse tos undervisningssystemer passer ikke sammen med hinanden, og kan ikke enes så længe både Religiøs filosofi, og Videnskabens fysik og den ydre (filosofisk set, falske) natur, insisterer på deres respektive ”vilje-strenget” ufejlbarlighed. De to lys, der har deres lige lange stråler i de falske forførelsers stof, kan derfor kun udrydde hinanden og producere stadig større mørke. Men, de kan blive forenet med den betingelse at de begge skal rense deres huse, den ene fra menneskets udfældninger gennem tiderne, den anden fra materialismens og ateismens skrækkelige udvækst. Og da begge er i forfald, er den bedste og mest velgørende ting, der kan gøres, præcist at gøre det, Teosofien alene kan og vil gøre: dvs., at informere de uskyldige, der er fanget i de to vejlags lim – i sandhed to drager fra gammel tid, hvor den ene omslutter intellektet, og den anden menneskets sjæle – så deres opfattelse af denne kløft fremstår som en optisk illusion; som, langt fra at være én, er en mægtig bunke affald rejst af hver enkelt af de to fjender, som en beskyttelse mod gensidige angreb.
Selv om teosofien, derfor ikke gør mere end at overfor omverden at påpege og overfor omverden kraftigt skaber opmærksomhed omkring det faktum at den formodede uenighed mellem religioner og videnskab er betinget af – på den ene side intelligente materialister – som med rette langer ud efter absurde menneskelige dogmer – og på den anden side blinde fanatikere og interesserede præster som, i stedet for at forsvare menneskehedens sjæl, simpelthen kæmper med tænder og negle for deres personlige brød og smør og autoritet – og selv da vil teosofien vise sig at være menneskehedens redning.
Og nu håber vi, at vi har vist, hvad sand Teosofi er, og hvem dens tilhængere er. Den første er guddommelig Videnskab og en Etisk lære så sublim, at ingen teosof er i stand til at yde den retfærdighed; de andre er svage, men velmenende mennesker. Hvorfor, skulle Teosofien, så nogensinde være blevet bedømt på baggrund af de personlige mangler hos en af vores ledere i vores 150 forgreninger? Man kan arbejde med henblik på dette efter bedste evne, men vil måske aldrig være i stand til at løfte sig selv til sit kalds og sin stræbens højder. Det er hans og hendes ulykke, og aldrig Teosofiens fejl, eller organisationen i sin helhed som sådan. Dens grundlæggere tillægger sig ingen anden bedrift end den, at have sat det første teosofiske hjul i gang. Hvis de overhovedet skal bedømmes, bør de vurderes ud fra det arbejde de har udført, og ikke hvad venner måtte tænke eller hvad fjender måtte sige om dem. Der er ingen plads for personligheder i et arbejde som vores; og alle må være klare til, som grundlæggerne er, hvis behovet er der, for brug af Jaggennaths bil til at lade sig knuse individuelt til alles bedste. Det er kun i de fjerne Fremtidige dage, når døden vil have lagt sin kolde hånd på dens uheldige Grundlæggere og derved stopper deres aktivitet, at deres gerninger og ugerninger hver især, deres gode og onde handlinger og gerninger, og deres teosofiske arbejde må blive vejet på Efterkommernes Balanceskål. Og kun da, efter at de to vægtskåle med deres modsætningsprægede ladninger er blevet bragt til ligevægt, og når karakteren af det overskydende resultat er blevet åbenbaret i dets fulde og essentielle værdi, kun da kan den udførte doms natur blive bestemt med noget lig retfærdighed. For nuværende, undtagen i Indien, er disse resultater for spredte over jordens flade, alt for begrænset til en håndfuld mennesker, så de let kan bedømmes. Nu er det sådan, at disse resultater næppe kan blive modtaget, og i meget mindre grad hørt, midt i larmen og støjen fra vores talrige fjender, og deres parate efterlignere – de der er ligeglade. Og alligevel, uanset hvor lidt, hvis det en gang erkendes som godt, så vil selv nu ethvert menneske hvor menneskehedens moralske fremskridt står hjertet nær, skylden Teosofien sin taknemlighed for disse resultater. Og da Teosofien blev genoplivet og bragt frem for verden, viâ dens uværdige tjenere, ”Grundlæggerne,” hvis deres arbejde var brugbart, så må det alene være deres frifindelse, uanset deres nuværende tilstandes balance i Karmas kassebeholdning, hvori sociale ”anerkendelser” oparbejdes.
Lucifer, November, 1888
* Hvis 700 koner og 300 konkubiner, helt okay for mig, kun er præsentationen af menneskets attributter, følelser, og hobbies og dets forskellige okkulte kræfter: de Kabalistiske numre 7 og 3 viser dette klart. Salomon var, ud over at være navnet for SOL—den ”Solar Indviede” eller Kristus-Solen, er en variant af den Indiske ”Vikarttana” (solen) afskåret fra sine stråler af Viswakarma, hans Hierofant-Indvier, som således afskærer Chrestos-kandidaten fra indvielse med sine gyldne stråler og kroner ham med formørket glorie – ”tornekronen.” (Se den ”Hemmelige Lære” for en fuld forklaring.) Salomon var aldrig et levende menneske. Som beskrevet i Kongernes Bog, er hans liv og arbejde en allegori over Indvielsens prøvelser og velsignelser.
Bemærkninger til artiklen : ER TEOSOFI EN RELIGION?
Den ovennævnte oversættelse af en artikel skrevet i 1888 af en af grundlæggere den organisation, der oprindelig blev kaldt The Theosophical Society. The Theosophical Society blev stiftet – i 1875 i New York, da en gruppe åndeligt orienterede mennesker grundlagde det. Den findes i original-udgave flere steder på Internettet. Her er et af stederne: IS THEOSOPHY A RELIGION?
På trods af tidens gang synes ovenstående artikel stadigvæk, at have en stor værdi og meget at give både til den ene eller anden interesserede indenfor de mange forgreninger indenfor teosofien og også udenfor den.
At artiklen er skrevet kort efter udgivelsen af det historisk set betydningsfulde værk Den Hemmelige Lære – gør slet ikke artiklen mindre interessant, da værket netop omtales.
Sproget er måske lidt gammeldags i indhold, men er præget af allegorisk tænkning. Og debatten om det negative i ‘blind tro’ er stadig yderst aktuel i denne tid – og det gælder både indenfor almindelig kendte religiøse kredse og udenfor – og væsentligt også i visse teosofiske kredse.
Blavatskys tilsyneladende noget krasse bemærkninger overfor andre religiøse – er måske – blot mere et udtryk for datidens liv og virke – end for den nutid vi lever i her i det 21. århundrede. Men, hvis hendes bemærkninger kan ruske lidt op i den enkelte så moralen højnes, så er det jo kun godt. Hvad moral så kan gøre sammen med en god samvittighed – må vi alle se. – Visdom er altid godt at indtage. At etablere den i sin bevidsthed er bedre.
Selve oversættelsen er udført efter bedste evne. Den er måske ikke så god som nogen kunne ønske. Brugen af store bogstaver midt i sætninger – og andre former for brud på almindelige syntaks-regler ved oversættelsen – bedes meget vigtigt ses i lyset af – H. P. Blavatsky’s omtale af og om – brugen af sproget, bogstaver, ord og sætninger indenfor visdomslæren, – samt det meget vigtige mysteriesprogs betydning – og metoder til udviklingen af kendskabet til dette. Senzar spiller også en rolle i dag.
Oversættelsen har været et gruppearbejde.
Teosoffen Grevinde Caithness, den rige franske dame som etablerede Theosophical Society i Frankrig. Hun blev medlem af TS allerede i 1876, så vidt jeg kan se. Se bogen “
W. Q. Judge med-grundlægger af Theosophical Society:
H. S. Olcott med-grundlægger af Theosophical Society: